Fagre nye verden

I takt med modernitetens gennembrud sidst i 1800-tallet, og i takt med industrialismens, kapitalismens og imperialismens fremvækst, problematiseres den dominerende kulturoptimisme. Samtidig finder der i litteraturen og kunsten en tilsvarende problematisering af individualismen sted. Det får to følger for den utopiske litteratur. For det første skifter vægten fra utopier til dystopier. Vrang- og skrækbilleder af staten dominerer genren i 1900-tallet. Og for det anet bryder den litterære eksperimenterende modernisme igennem. Fra Thomas More til 1800-tallets utopiske litteratur havde genren skrevet sig ind i en realistisk og traditionel form. Dette ændres nu med Franz Kafka og den modernistiske lyrik, der bliver normen i Europa efter 1. verdenskrig.

Politisk set er perioden præget af ustabilitet med to verdenskrige og konfrontationer mellem yderliggående ideologiske systemer: på den ene side kommunismen og på den anden fascismen og nazismen. Reaktionerne på disse totalitære systemer sætter sine litterære spor hos mange af tiden forfattere, ikke kun i den utopiske og dystopiske genre.

Et par vigtige aspekter i mellem krigstidens politiske og kulturelle debat skal antydes. Der opstår en kulturel radikal bevægelse, i opposition til de konservative strømninger. Man ville bekæmpe, alle autoriteter, konventioner og begrænsninger, der forhindrede en sådan selvrealisation. Det var især inden for områder som arkitektur, pædagogik, kvindespørgsmål, seksualitet og kønsroller. På det sociale område ønskede disse kulturradikalister en veludviklet social samvittighed, der sikrer at den individuelle frihed ikke realiseres på bekostning af andre. Teoretisk havde kulturradikalisterne to kraftcentre: psykologien, der - inspireret af den østrigske læge Sigmund Freud og hans idéer om de psyko-seksuelle faser i menneskets udvikling - afslørede følgerne af den borgerlige kulturs forfald samt det hykleri, de fortrængninger og hæmninger, den afstedkommer. Og marxismen, som gav grobund for håb om snarlige politiske og sociale forandringer. De fleste af tidens litterære og kulturelle personligheder, både i Danmark og i det øvrige Europa, forholder sig direkte eller indirekte til denne kulturkamp.

Et andet aspekt af kulturlivet i mellemkrigstiden er den stærkt øgede underholdningsindustri. Denne kommercielle kulturindustri var, mente mange, med til at udglatte de psykiske spændinger i individet (fx mellem uopfyldte behov, undertrykkelse af seksuel, økonomisk og social art og aggressioner, fortrængninger og neuroser).

Den russiske forfatter Jevgenij Samjatin deltog som student i de revolutionære bevægelser og uddannede sig til skibsingeniør. I et essay fra 1921 skriver han: "Ægte litteratur skabes (...) af galninge, eneboere, kættere, drømmere, oprørere og skeptikere".

Vi fra 1920-21 er en dystopisk roman om indbyggerne i et fremtidssamfund, som lever bag en tyk mur af uigennemtrængeligt glas i en by af glas. Denne metropolis regeres af Velgøreren, og romanen starter med forberedelserne til Den Totale Stats nye triumf: opsendelsen af et stort rumskib. Men rumskibets bygmester og romanens hovedperson, den eksplicitte jeg-fortæller D-503 får pludselig personlige anfægtelser i denne nye fagre, teknologiske verden, en verden, hvor statens mål er entropien, der "skaber salig ro, lykkelig ligevægt".

Vi består af fyrretyve dagbogsoptegnelser af D-503. Strukturen er trefaset:

1. Optegnelse, som er en præsentation

2. 39. optegnelse, som mest er statsbeskrivelse og kritik, og som viser jeg-fortællerens skiftende forhold til staten.

3. 40. optegnelse, som fremstiller den absolutte indordning under staten.

Der er, med andre ord, en relativ overensstemmelse mellem den eksplicitte jeg-fortæller og staten i første del. I anden del svinger hovedpersonen mellem oprør og tilpasning, og i tredje del etableres en absolut overensstemmelse mellem Den Totale Stat og jeg-fortælleren.

Uddraget er fra romanens start. Og allerede i den første optegnelse etableres centrale tematiske modsætninger, der senere foldes ud. På få sider er der således lagt op til såvel statsbeskrivelser som -kritik. Der etableres et anti-utopia år 3000 gennem citater fra "Statsavisen", ligesom en række karakteristiske træk ved Den Totale Stat synliggøres, først og fremmest INTEGRALET, rumskibet. Dernæst etableres modsætningen mellem lykke og frihed ("forstandens velgørende åg", "den matematiske ufejlbarlige lykke" over for "frihedens uciviliserede tilstand"). Så præsenteres den eksplicitte jeg-fortæller, hans titel, opgave og sprogbrug. Han er matematiker og vil prøve at beskrive staten - som følge af opfordringen i i "Statsavisen": "Jeg, D-503, INTEGRALETs bygmester ... vil kun forsøge at skrive ned, hvad jeg ser og tænker - eller rettere sagt: hvad vi tænker (netop: vi, og lad dette "VI" være titlen på mine optegnelser)". Endelig antydes en latent konflikt i hovedpersonen og Den Totale Stat, fx via "Statsavisen"s ord om lykke og frihed over for D-503's dagbog: "Jeg skriver disse ord - og mine kinder brænder", og identifikationen med en gravid kvinde, der "under smerter" må rive fostret løs og "lægge det for Den Totale Stats fødder. Men jeg er villig til det, jeg er parat lige som enhver - eller næsten enhver af os. Jeg er parat.

Ser vi på romanens i forhold til den utopiske genremodel, er den sådan:

1. Referencen fra den opdigtede til den faktiske virkelighed mangler. Vi starter med citatet fra "Statsavisen", handlingen er henlagt til fremtiden, stedet er et anti-utopia. Modsat de klassiske utopier beskrives denne fremtidsstat af en af sine egne indbyggere

2. Det eventyrlige er ikke til stede i nævneværdig grad. Staten er placeret i fremtiden, men den er egentlig beskrevet realistisk. INTEGRALET  er ganske vist et udtryk for en moderne højteknologi, men vigtigere er dets rolle som billede på Den Totale Stat.

3. Statsbeskrivelsen er en karikatur af idealsamfundet. Staten beskrives omfattende, men indirekte - gennem D-503's bevidsthed og gennem sammenligninger med Oldtiden. Der er tale om en gennemkontrolleret og reguleret politistat. Livet er gennemkontrolleret, og indbyggerens seksualliv er videnskabeliggjort: ethvert nemmer kan blive skrevet op til et andet nummer på en seksualtabel. Staten har indført rationel børneavl, og børnene sendes på fabrikker for børneopdragelse, hvor de socialiseres som robotter. Numrenes sprog er logisk-matematisk ""gennemintegrerer deres universets grandiose ligning", "kvadraturets harmoni", "logikkens motor"). Statens ideal er forstanden, følelser er udelukkede, medmindre de er (stats)målrettede, og de eneste tilladte drømme er "matematiske drømme", fordi staten véd "at drømme er en alvorlig psykisk sygdom". Et andet ideal er at statens lykke beror på ufrihed. Man har altså valgt lykke uden frihed modsat Oldtiden, hvor man valgte frihed uden lykke.

4. Kritikken og satiren er rettet mod Den Totale Stat, der repræsenterer menneskets tingslig- og umyndiggørelse. Statens erklærede må er entropien. Heroverfor står energien, fantasien, det irrationelle, som staten forfølger med hård hånd. Vi er således et eksempel til skræk og advarsel.

5. Personerne er "runde", i og med de gennemgår en udvikling, specielt D-503, som i 2.-39. optegnelse svinger mellem oprør mod og tilpasning til staten, inden han til sidst får bortopereret fantasien. Vi kan læses som et studie i det moderne menneskes fremmedgørelse fra sit naturlige jeg, som en freudiansk gåde, en myte om menneskelige arketyper og drømme, og som en moderne dystopi.

Periodens væsentligste bidrag til dystopien er foruden Samjatins Vi, Aldous Huxleys Fagre nye verden (1932), Karal Capeks Krigen mod salamanderne (1936), Karin Boyes Kallocain (1940) og George Orwells Kammerat Napoleon (1945), hvis skræmmebilleder han senere udvikler og konkretiserer i 1984. Et fællestræk for disse skildringer af den totalitære stat er dens kontrol og konformisme.

Handlingen i Huxleys Fagre ny verden er henlagt til år 632 efter Ford, dvs. omkring år 2500. Mottoet i denne verdensstat er "fællesskab, ensartethed og uforanderlighed". Den Vilde - født og opdraget i et af statens reservater for utilpassede individer - ankommer til den velorganiserede stat. Snart bliver hans skepsis ved den moderne tekniske civilisation med dens centralisering, standardisering, indoktrinering og manipulation til foragt. Den Vilde er velbevandret i Shakespeare, i hvis forfatterskab han har mødt et sprog, menneskelige følelser og lidenskaber, som ikke eksisterer i Verdensstaten. Statens mål er også hér lykke uden frihed. Men ufriheden skyldes ikke fysisk vold: regeringerne "hersker ved hjælp af hjernen og ikke med den knyttede næve. Der er jo for eksempel forbrugstvangen". Den Vilde, hvis etik er baseret på, at mennesket er noget enestående i sig selv, begår til sidst selvmord.

Huxley definerede selv sin dystopi som "et samfund, der opnår en høj grad af orden og effektivitet ved at undertrykke den mangfoldighed af variationer, som findes mellem menneskelige væsener, og som påtrykker, enten ved magt eller terror, eller ved manipulation af sindet, en høj grad af uniformitet" (Gensyn med Fagre nye verden, 1959). I 1962 udgiver Huxley en regelret utopi, Ø, der ved siden af James Hiltons Tabte horisonter (1933), Herman Hesses Glasperlespillet (1943) og Franz Werfels De ufødtes stjerne (1946) er et sidste forsøg på at skabe en positiv syntese af Vestlig teknologisk udvikling og Østens buddhisme. men han må i bogen erkende, at hans idealsamfund kun kan eksistere isoleret fra en verden med masseproduktion, massekommunikation, massemord, og flere og flere mennesker i større og større forstæder og slumkvarterer.

George Orwells Kammerat Napoleon er en swiftsk statire om totalitære samfund. I dyrefablens form skildrer den mange revolutionære bevægelsers forløb: at de oprindeligt progressive, utopiske idéer hurtigt kan slå om i deres modsætning: formynderi, kontrol, terror, undertrykkelse og vold. "Revolutionen æder sine egne børn", siger man. Hos Orwell heddet det: "Alle dyr er lige. Men nogle dyr er mere lige end andre".