Reportage som begivenhedens selvfremstilling

“... oprykkede Træer, Jord, Grus og Brokker, Jernplader, Staalvalser – og Mennesker” – reportagens kyniske blik


Af Ulrik Lehrmann

Tirsdag d. 16. maj 1882 sprang Donse Krudtværk i luften. Onsdag og torsdag blev begivenheden omtalt i hovedstadspressen i små notitser. Først lørdag d. 20. maj bragte Dags-Avisen og Morgenbladet som de eneste aviser uddybende beskrivelser, der var skrevet af henholdsvis Holger Drachmann og Henrik Cavling (1858-1934).

Drachmanns artikel fra eksplosionsstedet ligger journalistisk i forlængelse af hans breve fra Klitmøller. Den feuilletonistiske snakkesalighed præger også denne “Naturstudie” af “En Krudtmølles Endeligt”. Drachmann har på selve eksplosionstidspunktet hørt ruderne klirre i sit eget hjem, “just som vi havde rejst os fra Middagsbordet”, men først dagen efter begiver han sig til Donse for at besigtige eksplosionens omfang.

Hans formål med at opsøge ulykkesstedet er at skærpe sin egen oplevelse af grænsen mellem liv og død:
 

Det er dette tematiske perspektiv, der styrer hans fremstilling, og som udbygges med refleksioner over naturbeherskelse og naturens hævn: “Bland Trækul, Svovl og Salpeter sammen – og Du er Herre over Liv og Død. Begaa en eneste Uagtsomhed og den Magt, Du har skabt, river dig midt over”. I forhold hertil kan Drachmann da fremhæve krudtværksejeren som et maskulint ideal: som en kaptajn på et skib i havsnød, der ansigt til ansigt med døden deler vilkår med besætningen.

Der er en gennemført tematisk styring i Drachmanns artikel. Hvad den vinder i essayistik med afsæt i et dagsaktuelt emne, sætter den til gengæld til som reportage. Drachmann gengiver sine egne iagttagelser og især refleksioner, men hans anstændighed sætter en moralsk grænse for, hvad han kan tillade sig at spørge krudtværksejeren om: “Skade at man ikke kan spørge Menneskene ligefrem om alt”. Derfor kan han ikke rigtig bruge interviewet til at komme dybere ind i de berørtes oplevelse af katastrofen. Og da han endelig står over for en bondekone, der kan berette vidt og bredt om den død og lemlæstelse, eksplosionen var årsag til, bliver han slået af bondekonens følelsesmæssige distance til begivenheden. Her går grænsen for Drachmanns og feuilletonjournalistikkens virkelighedsskildring.

Også Henrik Cavlings artikel står i gæld til feuilletonjournalistikken, men allerede artiklens pseudonym, “Et Øjenvidne”, angiver, at der også er noget andet på spil: et tilløb til at gøre synssansens nøgterne registrering af en begivenhed til bærende princip for fremstillingen. Det bevirker, at den journalistiske reportage står på spring, men endnu ikke er fuldt udviklet i Cavlings artikel. På det tidspunkt da Cavling skrev artiklen om eksplosionen på Donse Krudtværk, var hans karriere inden for dansk presse endnu ikke indledt. Cavling havde sejlet som skibsdreng, været i gang med en maskinistuddannelse og havde endelig taget lærereksamen i 1881. I maj 1882 befandt han sig tilfældigvis i nærheden af Donse Krudtværk, da eksplosionen fandt sted.

 

Det særlige ved Cavlings artikel er, at man her for første gang i dansk presses historie finder en omfattende og detaljerig gengivelse af en begivenhed, hvor et kynisk bliks iagttagelser næsten uden indblanding af refleksion stræber mod at indfange en her-og-nu oplevelse. Men dette lag i artiklen er indrammet af typiske feuilletonjournalistiske træk: en idyllisk naturbeskrivelse, hvor alt ånder fred og ro, samt adskillige metarefleksioner. Naturbeskrivelsen, hvor Cavling sammen med en ven sidder og fisker i Donse store Dam, danner på bedste drachmannske vis en spændingsfyldt modpol til selve eksplosionen. Men den bevirker også, at det reportagejournalistiske centrale, eksplosionen og dens følger, ikke bliver præsenteret, før læseren er langt inde i artiklen.

.

Henrik Cavling

Metarefleksionerne er interessante, fordi de vidner om, at man her står over for et journalistisk nybrud. I disse refleksioner ræsonnerer Cavling over umuligheden af sit eget forehavende. Hvor Holger Drachmann i sine breve fra Klitmøller gerne ville have haft mindst en måned til at lade indtrykkene bundfælde sig, før han skrev sine artikler, der er det et langt mere radikalt problem, Cavling ser sig konfronteret med: Hvordan kan han ene mand indfange det enkelte sekunds mangfoldighed af handlinger?:

 

Cavlings anfægtelse er den samme, som Holger Drachmann udtrykte i forbindelse med beskrivelsen af skibet Slejpners forlis i 1880: “Kunne man blot være allestedsnærværende!”. Men hvor Drachmann ikke ser sig i stand til at overvinde dette problem, der gør Cavling det umulige. Og det er i de øjeblikke, hvor han skriver på trods af sin egen usikkerhed og forbehold, at han bliver reportagejournalist.

Cavling bruger selv udtrykket ‘panorama’ om det syn, han er vidne til. Og som tilskueren til det samtidige panoramas rundhorisont glider Cavlings blik søgende rundt over det hele: “rundt om”, “henne mod nord”, “oppe paa Marken”, “fra Skuepladsens Forgrund”. Hans blik og hele artiklens komposition pendler mellem betragtninger af helheden og detailiagttagelser i en slags gentagne zoom-bevægelser. Hvad enten blikket er panoramisk eller detailfokuserende, er det centrale et umenneskeligt bliks iagttagelser, det vil sige synsiagttagelserne fremstår næsten ukommenterede, og det enkelte individ reduceres til en ting blandt andre ting:


 

I kraft af det kyniske bliks tingsorientering og energiske optagethed af at kortlægge begivenhedens ydre dimensioner i tid og rum intensiveres gruen i skildringen:


 

Cavling er i denne nøgterne sanseregistrering godt på vej til at skjule sig selv i teksten og dermed reducere sig selv til at være stedfortrædende, oplevende sanseapparat for læserne. Hvor Drachmanns projektioner af sit eget indre har tendens til at skygge for selve begivenheden, der er Cavlings fremstilling snarere i niveau med den bondekones kontante realisme, som Drachmann må give op overfor. Men endnu er denne oplevelsesform og beskrivelsesmåde, som er reportagens fundament, ikke helt frisat.

Cavling og det moderne gennembruds beskrivelsesteknik
Den nøgterne kortlægning af et begivenhedsforløb i form af en præcis redegørelse for det fysiske rums organisering ved hjælp af syns- og høresansen og den samtidige usynliggørelse af den fortællende instans har sit klare forlæg i det moderne gennembruds litteratur. I J.P. Jacobsens programmatiske novelle Mogens (1872) findes således en skildring af en brand, som udviser en række fællestræk med Cavlings gengivelse af krudtværkseksplosionen.

Som Cavling forsøger at orientere sig i forhold til eksplosionens omfang, forsøger novellens hovedperson Mogens at orientere sig i et labyrintisk bymiljø i forbindelse med en brand:


 

Rummets koordinater søges fastlagt fra en fortællerposition, der er i øjen- og hørehøjde med Mogens. Derved formidles til læseren Mogens’ oplevelse, som er ustruktureret og derfor består af en lang række sideordnede registreringer af syns- og lydindtryk. Fortællerpositionen ligger ikke fast, men bevæger sig som et kamera flaksende rundt i rummet. Endelig er der også tale om en acceleration af fortælletempoet og dermed intensivering af oplevelsen ved hjælp af opremsninger, hvilket er endnu tydeligere i skildringen af selve branden:

 

Denne beskrivelsesteknik, hvor det sete og hørte gengives ustruktureret og ukommenteret, giver læseren en oplevelse af selv at være øjenvidne til branden. Og det er netop denne øjenvidnets oplevelse af selv at være til stede ved begivenheden, også Cavling forsøger at fastholde i sin skildring af krudtværkseksplosionen. Pointen er da, at den måde, han sprogligt formidler denne oplevelse på, læner sig op ad en litterær beskrivelsesteknik, hvis mål netop er i litteraturen at skabe virkelighedsillusion.

Læs hele artiklen En Krudtmølles endeligt

“Det var et Hundredels Minuts Værk” – reportagens tidsbevidsthed
Ti år efter sin reportagejournalistiske debut skriver Cavling i Politiken en reportage om henrettelsen af morderen og brandstifteren Jens Nielsen i Horsens Tugthus. I denne artikel famler Cavling ikke længere efter en anvendelig journalistisk form, men frisætter overlegent og selvbevidst reportagens muligheder.

I de forløbne ti år er tidsfaktoren i avisjournalistikken blevet intensiveret. Det gælder både for den ramme, som den enkelte avisartikel indgår i, og for den enkelte artikels opbygning. Hvor Cavlings og Drachmanns artikler om Donse Krudtværk var enestående fænomener, som blev skrevet af personer uden fast tilknytning til den pågældende avis og bragt fire dage efter begivenheden, der er Cavlings reportage fra Jens Nielsens henrettelse led i en langt mere redaktionelt organiseret indsats.

Cavling var som reporter ved Politiken sendt til Horsens, og foruden hans reportage bragte Politiken i dagene op til henrettelsesartiklen adskillige telegrammeddelelser fra både egne korrespondenter og Ritzaus Bureau samt en baggrundsartikel om “Jens Nielsen. Forbryderens Liv og Karakteristik”. Cavlings artikel er således led i en redaktionel arbejdsdeling, hvor informationsformidlingens hurtighed er central. Da en kort telegrammeddelelse, om at skarpretteren Sejstrup var ankommet til Horsens, ankom for sendt til deadline for den ordinære avisudgave, udsendte Politiken en løbeseddel, der blev “revet bort i Tusindvis fra vore Bude”. Cavlings artikel blev også bragt kun en dag efter, at henrettelsen havde fundet sted.

Tidsfaktoren er imidlertid ikke kun et ydre anliggende, der vedrører den redaktionelle arbejdsproces, men er tillige centralt placeret i den indre opbygning af Cavlings artikel. Artiklen indledes med en kort omtale af den sovende Jens Nielsen, der “om et Øjeblik skulde lide Døden”. Resten af artiklen består da af en udspiling af dette øjeblik, idet Cavling spoler tiden tilbage og følger Jens Nielsen fra kl. 17 den foregående dag, til han henrettes kl. 7.15 om morgenen. Skildringen af Jens Nielsens færden gennem de sidste 14 timer har som underliggende slagtakt en tidsmarkering, der bliver stadig mere præcis, jo nærmere han kommer henrettelsestidspunktet. Lige før henrettelsen er Cavling således nede på tidsinddelinger på “et Hundrededels Minuts Værk”.

Parallelt med den intensiverede tidsbevidsthed har Cavling også udviklet en ekstrem tingsrealisme. Sammen med den stadige betoning af tidsaspektet bidrager den udpenslende detailbeskrivelse til at få kortlagt den skildrede begivenheds ydre dimensioner. For eksempel er Jens Nielsens hænder ikke blot bundet med et reb, men et “stærkt bastreb”. Og den blok, som Jens Nielsen skal halshugges på, vies følgende opmærksomme blik:


 

Det er denne tingsrealisme parret med slagtakten fra urets mekaniske udmåling af tidens gang, som løber sammen i reportagens klimaks:


 

Læs hele artiklen I fangens celle

Øjets og ørets sansning er alene om at give en nøgtern registrering af hændelsesforløbet. Selv om disse sansninger selvfølgelig må tilskrives Cavling, så fremstår de som løsrevet fra personen og gjort af et allestedsnærværende usynligt øje og øre. Som en flue på væggen er Cavling til stede overalt i de sidste 14 timer af Jens Nielsens liv.

Sammenbindingen af sanseindtryk og begivenhedsforløb – uden direkte markering af det sted, hvorfra den skrivende journalist ser og lytter – bidrager til at skabe reportagejournalistikkens særlige læsereffekt. Fordi sanseregistreringerne fremstår ukommenterede bibringes læseren en illusion om selv at være til stede ved den skildrede begivenhed. Og fordi journalisten usynliggør sig selv i artiklen, virker det som om, virkeligheden fremstiller sig selv uden formidlende mellemled. I begge tilfælde lettes læserens indlevelse i det læste. Endelig er det karakteristisk for reportagens forhold til læseren, at den ved sit emnevalg og fremstillingsform ikke appellerer til læseren ved hjælp af holdningsudsagn og argumenter. Reportagen tiltaler derimod læseren ved at appellere til dennes behov for oplevelse, spænding, nysgerrighed m.m.

Reportagens øjeblik og den globaliserede samtidighed
I et bredere bevidsthedshistorisk perspektiv er reportagejournalistikkens tids- og omverdensbevidsthed forbundet med blandt andet det impressionistiske maleri, for eksempel Claude Monets og Camille Pissarros serier af malerier med det samme motiv på forskellige tidspunkter af døgnet. Ved at male flere malerier med det samme motiv forskydes interessen fra motivet til selve malemåden og dennes grundlag i den momentane sansning.

Et godt eksempel på dette seriemaleri er Camille Pissarros malerier af Boulevard Montmartre fastelavns tirsdag 1897. Maleriernes motiv er set fra præcis den samme synsvinkel, men på forskellige tidspunkter på dagen – og netop tiden gør forskellen. I begge malerier har Pissarro gengivet menneskemylderet på Boulevard Montmartre, men da det drejer sig om to forskellige tidspunkter på dagen, er lys- og farvevirkningen vidt forskellig. I begge malerier er der endvidere tale om en udvisket gengivelse af menneskemasser, huse og træer som farvepunkter og lysspil svarende til øjeblikssansningens ufokuserede karakter. Det afgørende i denne sammenhæng er da, at selve sansningens øjeblik i det impressionistiske maleri – ligesom i reportagejournalistikken – bliver værkkonstituerende. Og det kyniske blik i reportagejournalistikken genfindes i maleriets reduktion af menneskefremstillingen til farveklatter. Til betoningen af nuet, men tillige indsat i en oplevelse af global samtidighed, bidrog i datiden telegrafkommunikationens omspænding af jordkloden. Litterært er denne oplevelsesform fastholdt i Johannes V. Jensens skildring af maskinerne på verdensudstillingen i Paris 1900 (Den gotiske Renaissance (1901)). Her indfanger han i et både intensiveret og samtidig globaliseret nu, hvordan dampskibe, lokomotiver og telegrafi gør "alle Jordens Steder lige". Det er denne omfattende moderne bevidstheds frembrud, også

.

Pissarro: Le Boulevard Montmartre, Eftermiddag, Solskin Se maleri i større format Pissarro: Le Boulevard Montmartre, Eftermiddag, Regnvejr Se maleri i større format Pissarro: Le Boulevard Montmartre, Nat Se maleri i større format

reportagejournalistikken og omnibusavisen bidrager til at fremme og befæste.

Pointen er da for det første, at ved at forbinde det moderne gennembrud i journalistikken (reportagejournalistikken) med det nogenlunde samtidige gennembrud i litteraturen forlenes opbruddet inden for journalistikken med et bredere bevidsthedshistorisk perspektiv.

For det andet ligger der en pointe i en grundig beskæftigelse med den tidlige reportagejournalistik, fordi genrenormen i genrens etableringsfase er så synlig, og fordi reportagejournalistikken bliver normsættende for journalistikken frem til vor egen tid.