D0303757

Ildkuglen i fjernsynet
Politiken 21 oktober 1994, 1 . sektion side 2

POL

Af Morten Sabroe
Af Morten Sabroe Et slukket fjernsyn satte ild til et parcelhus i Dragør.
Det var som at gå ned i en kulmine. Lugten af sod hang i luften. Ilden havde raseret det gule et-planshus, slikket sig gennem alt træ ind til murværket, der stod tilsodede og dystre. Ædt rub og stub af indboet. I køkkenet var køleskabets emaillerede overflade stivnet i en sort pestlignende boblende hud. Køkkenelementerne var skrumpet til små kulstykker. Inde i stuen var væggene tapetseret af flammehavet. Loftspær og vindueskarme stod som afsvedne totempæle. Reolsystemet, som fjernsynet havde stået i, var skvattet sammen i en latterlig bunke brændt træ.
Fjernsynet, hvorfra ilden var steget op som en forbandelse, lå på gulvet som en brændt ramme om en billede, der ikke længere var.
- Hvad blev kampen, spurgte den gamle mand med det hvide hår, mens han forsøgte at tænde cigaren i mundvigen.
- 2-2, svarede jeg.
- Nå, svarede han.
SOM OM SOLEN STEG OP Han stod i det, der kun et halvt døgn inden havde været hans varme, trygge stue. Ilden havde taget hans store antikvariske bogsamling og den enorme samling af juleplatter, som i hvidblå emaille havde beklædt stuens vægge, og som han sagde var en formue værd. Alt hans tøj, alt hans jordiske gods havde den fortæret med kold ligegyldighed. Det var gået op i flammer og røg og ville aldrig komme tilbage, for den gamle mand havde ingen indboforsikring.
Ribbet for alt, undtagen selve huset, som var forsikret, gik han med knusende ro rundt i ødelæggelserne. Femoghalvfjers år gammel, pensionist som sin kone, havde han set noget, de færreste kommer til at opleve.
- Alt var mørkt i stuen, sagde han. - Og så pludselig var det som om solen steg op af det slukkede fjernsyn.
Noget inde i det slukkede fjernsyn havde rejst sig med dæmonisk kraft. En eksplosion havde glimtet et kort øjeblik og så tog ilden fat. Han var løbet ind og havde vækket sin sovende kone, og så havde han kastet den første spand vand på det rasende fjernsyn. Men allerede da han kom løbende med den anden spand, havde ilden taget fat i bøgerne, der stod tæt omkring fjernsynet. Røgen var så tæt at han måtte flygte ud af huset med sin kone.
- Hun nåede lige at ringe til brandvæsenet, inden telefonen smeltede, sagde manden. Han var rolig og selvbevidst. Han ønskede hverken sit navn eller fotografi i avisen.
Jeg ankom til deres parcelhus på Poppelvej i Søvang ved Dragør klokken 12.
20 i går efter at Ritzaus Bureau havde udsendt et telegram om det slukkede fjernsyn, der efter halvanden times søvn var vågnet, og af uforklarlige grunde havde sat ild til sig selv og det hus, det boede i.
Kun ti meter nede ad havegangen lå en side fra en roman med afbrændte kanter. Jeg tog den op og nåede at læse følgende replikskifte fra den mig ukendte roman: 'Vi er naturligvis rede til at hjælpe dem på alle måder.' 'Mange tak.' 'Tidselementet er afgørende for os begge.' 'Det er vi klar over.' Oppe foran huset stødte jeg på den gamle mand, som næppe ville blive hjulpet på alle måder. Han stod bøjet over en skål, som han fyldte med kattemad for at stille en hvid kats sult.
Da jeg tiltalte ham, rettede han sig op, og uden at flytte blikket fra den ædende kat sagde han: - Nu er dyrene hjemløse.
En usædvanlig mand. Han tænkte på dyrene, før han tænkte på sig selv. Jeg spurgte ham, hvad der var sket.
- Min kone og jeg havde set en del fjernsyn i aftes, da jeg spurgte hende, hvad hun nu ville se. Jeg ved, at du vil se fodboldkampen, svarede hun, så jeg går i seng.
- Hvad var det for en kamp, spurgte jeg.
- Manchester United mod Barcelona, sagde han og forsatte: - Hun gik i seng og så blev fjernsynsskærmen pludselig sort. Jeg ville se den kamp, så jeg ringede over til min nevø på Kastanjevej, og han kom over med et ekstra fjernsyn. Jeg satte antennen i det og sluttede det til og satte mig til at vente på fodboldkampen. Og mens jeg sad der, så var det som om solen pludselig steg op i det slukkede fjernsyn, og så eksploderede det, og så var fanden løs. Min kone nåede lige at få en frakke over sin natkjole, så løb vi ud i kulden, og så smadrede alle vinduer i huset.
FÆNOMENET SKAL UNDERSØGES Jeg så rundt i det udbrændte hus. Han havde ret, det var som om fanden havde været løs. Inde i de afsvedne ruiner gik Kjeld Fogde fra Dansk Brandteknisk Institut på efterforskning for politiet og skovlede rockwool og afsvedne træstumper ud i haven. For ham var branden et mysterium. Han havde kun haft et lignede tilfælde med et slukket fjernsyn, der gik amok.
Det var ude i Charlottenlund sidste år.
Han fortalte, at 10-12 procent af alle brande i danske hjem starter inde i fjernsynet. Både i nye og gamle fjernsyn. Og han fortalte at instituttet nu endelig havde fået bevilget penge til at foretage en grundig undersøgelse af fænomenet.
- Det er frygteligt som ild kan ødelægge alt på ingen tid, sagde jeg til ham.
- Jo, sagde han. - Mens hvis man, som jeg tror det er tilfældet her, lader dørene stå åbne, når man flygter, så hjælper man ilden godt på vej.
Så tager den fat.
Ja, så tager den fat. Med kræfter der er stærkere end kapitalismen. Det tænkte jeg i taxaen på vej tilbage fra Dragør. Solen stod højt på himlen.
Heste græssede på engene langs Kongelundsvej. Vinden pustede bladene af træerne. Vi var på landet. Vinteren var på vej. Bag os, ude i et sort, afsvedent hus lå resterne af et fjernsyn. Det var gerningsmanden, gjort stum af sit eget indre raseri. Men hvor kom de mægtige kræfter fra som pludselig var vågnet i dets indre? Fandtes der mon en Fjernsynenes Gud, som havde fået nok af menneskene og det, de fyldte på det, og som nu var begyndt at hævne sig? Jeg så ud over landskabet. Svaret blæste i vinden.