For enhver pris?

Under golfkrigen fortalte nogle journalister nøjagtigt om de steder, hvor irakiske Scud-missiler ramte Israel - og blev udvist af landet. De gjorde det, fordi de mente at have en forpligtelse til at give offentligheden korrekt og præcis besked. Men oplysningerne gav også Saddam Hussein mulighed for at finjustere sine affyringsramper.

     Journalisterne handlede ud fra en holdning som vi med et udtryk hentet fra moralfilosofien kan betegne som pligt-etisk. Nyheder skal offentliggøres, næsten uanset virkninger og menneskelige omkostninger. Koste hvad det vil. Modtagerne har et berettiget krav på informationerne.

Havde journalisterne i stedet begrænset deres oplysninger om missilerne til "et sted i Israel", således som også censuren forlangte det, ville deres journalistik i stedet have været båret af en konsekvens-etisk holdning. Altså en journalistik, der indregner virkningerne af offentliggørelse og lader sig påvirke heraf i selvkontrollerende retning.

     I stedet for betegnelsen pligt-etisk og konsekvens-etisk kalder den amerikanske professor i journalistik J. K. Hvistendahl det et valg mellem mikro-etik (pligt-etisk) og makro-etik (konsekvens-etisk), når han spørger:

     "Er nyhedsmedierne ansvarlige for virkningerne af det, de offentliggør, eller blot for at give fair og   præcise informationer til modtagerne"

     Mikro-etikerne argumenterer for altid at offentliggøre kendsgerningerne, da journalisterne efter deres opfattelse ellers bliver censorer. De mener, at i et sandt demokrati har ingen person eller gruppe, heller ikke journalister og redaktører, ret til at dikterer, hvad det er i andres interesse at blive informeret om.

      Makro-etikerne går ind i en bedømmelse af den konkrete handling. Hvis virkningerne af en handling er mere negativ en positiv for mennesker som helhed, betegner de offentliggørelse for overvejende uetisk. Og kan en journalist forudse, at selve mediedækningen af en begivenhed vil påvirke begivenheden, vælger makro-etikerne at være tilbageholdende med at rapportere.

     Omsat til dansk grund kan vi kalde holdningen pligt- eller mikro-etisk hos den journalist, der fx får et tip om en lukningstruet virksomhed og skriver historien, selv om virksomhedslederen hævder at kunne overvinde problemerne og advarer om, at journalistens omtale skubber til den hældende vogn. Hvorimod makro- eller konsekvens-etikken maner til tilbageholdenhed hos journalisten med overvejelser om omtalens mulige skadevirkninger på fx beskæftigelsen.

     Odd Raaum, medieforsker på journalisthøjskolen i Oslo mener, at journalistikken med sin stærke betoning af nytteværdi er præget af konsekvens-etikkens tænkemåde.