Der er lysår imellem den tilværelse, som forfatterdebutanten Oksana Robski udfolder i bestsellerromanen Casual, og den, der udspiller sig for øjnene af tilskuerne til den Oscar-nominerede dokumentarfilm Børnene fra Leningradskij.
Romanen, der handler om de nyrige russeres jetsetliv i Moskvas befæstede paladsforstæder, er blevet revet væk, fordi den for første gang giver et indblik i disse forhadte nyriges dagligdag med vild luksus, utroskab og mafiamord. Filmen om det moderne Ruslands mest udsatte befolkningsgruppe – gadebørnene – har vakt stor interesse i USA. Den er meget sigende lavet af to polakker, Hanna Polak og Andrzej Celinski, og ikke af russere.
I Rusland er der nemlig næsten ingen, der tager notits af de mange tusinde spritstinkende, tiggende og stjælende gadebørn, og da slet ikke af en film om dem.
Gadebørn er mest synlige
De fleste russere ønsker at fortrænge denne skyggeside af det moderne russiske samfund, ligesom Vesten synes helst at ville fortrænge den katastrofale fattigdomsvirkelighed, som ikke blot er en del af det nye Rusland, men i endnu højere grad af alle andre tidligere sovjetrepublikker og næsten alle tidligere østbloklande i Østeuropa.
Vesteuropa har tilsyneladende nok i at hytte sine egne nye medlemmer af EU og glemmer derfor millioner af medeuropæere, som synker dybere og dybere ned i fattigdom.
Men fattigdommen lader sig ikke skjule eller fortrænge, den er overalt. Og gadebørnene er blot dens mest synlige eksponenter. Ifølge en rapport fra UNICEF lever 14 ud af 44 millioner børn i ni lande, hvor der er tilgængelige oplysninger, i Østeuropa og de tidligere sovjetstater under fattigdomsgrænsen. De lever i en verden fuld af vold, druk, prostitution, narko og for manges vedkommende også hiv.
Situationen forværres af, at de markedsøkonomiske reformer, som har været gennemført under hårdt pres fra EU, Verdensbanken og USA, der har ført til kraftigt stigende arbejdsløshed og håbløshed. Sammen med de talrige etniske og nationale konflikter i det tidligere Sovjetunionen og Jugoslavien har der samtidig været store folkevandringer af folk, som søger sikkerhed og stabilitet. Rusland har således modtaget op imod fem millioner legale og illegale indvandrere fra andre tidligere sovjetrepublikker, og Vesten har ifølge visse kilder taget imod et tilsvarende antal.
De flygter fra arbejdsløshed og overfyldte lejligheder, hvor temperaturen om vinteren i lande som Armenien, Georgien, Aserbajdjan, Ukraine, Moldova, Albanien og Hviderusland bliver holdt nede under 15 grader for at spare fyringsolie.
Sprængfarligt mismod
Samtidig lever en korrupt elite overalt, som i Moskva, i vild luksus for næsen af den fattige og sultne befolkning. I Rusland har regeringen for eksempel netop gennemført en socialreform, der fratager pensionister en række gratisydelser og erstatter dem med kontante tilskud på et lavere niveau. Pensionisterne er rasende gået på gaderne.
Samtidig vedtog Dumaen uden blusel, at reformen ikke skal gælde parlamentsmedlemmers rettigheder og privilegier i form af billige fødevarer, ferieophold, biler og lægebehandling. Et parlamentsmedlem koster 9.000 euro om måneden. En krigsveteran får 28 euro i pension om måneden.
Selv Verdensbanken er klar over, at den er gal med hensyn til den sociale udvikling i Østeuropa og det tidligere Sovjet i forbindelse med de markedsøkonomiske reformer. Ifølge en rapport var der i 1989 14 millioner mennesker i det tidligere Sovjetunionen, som levede for under fire dollar om dagen. Midt i 1990’erne var dette antal steget til det tredobbelte. Selv om økonomien i Rusland og flere andre steder er i bedring, så er det altså stadig op mod en tredjedel, der lever under fattigdomsgrænsen i landet. I Ukraine, Hviderusland, Moldova og de kaukasiske stater er situationen endnu værre.
Det er kun en lille del af befolkningen, som har fået det bedre, efter at systemskiftet i 1991 ellers bragte megen håb og optimisme om en hurtig bedring af levestandarden og udvikling af demokrati. Optimismen er blevet erstattet af håbløshed. Mismodet er voksende og udgør ifølge mange iagttagere en sprængfarlig ladning, som kan føre til voldsom social uro, skabe grobund for autoritær populisme og dermed yderligere hindre end bedring af situationen.
Journalist Knud Vilby skriver i en analyse af denne udvikling, at »man kan i dag roligt fastslå, at millioner af dårligt stillede mennesker i flere generationer har oplevet det værste af begge systemer, både det gamle påstået- socialistiske, og det nye påstået-liberale. I ingen af systemerne var der reel frihed for den enkelte. Der har heller ikke været reel garanti for sundhed og social tryghed. Det overraskende, og i den vestlige debat alt for oversete, er imidlertid, at vi passivt har set på, at millioner af mennesker gennem de sidste 10 år på de økonomiske og sociale områder er sunket endnu dybere ned i egentlig fattigdom«.