Kilder:  
Trap Danmark bind IV, 2. Borholms Amt 
Politikens Danmarks Historie 
Velkommen til Ertholmene,  brochure udabejdet  af Bornholms Velkomstcenter/Chr. Ø's administration 

Thorkild Steenberg    nov. 1999

Ærtholmene: tre små  klippeøer og flere skær 20 km nordøst for Gudhjem. Havbunden falder stejlt til 60-80 m dybde omkring  øerne. 

Christiansø: 750 m lang og 440 m bred; højeste punkt 22 m.   

Frederiksø: 400 m lang og 190 m bred. Naturhavn mellem  øerne:  4,5 og 9,4 m vand- dybde i henholdsvis syd- og nordhavn.  

Øerne var fra middelalderen til sidste halvdel af 1600-tallet ubeboede. I 1300- årene var  øerne tilholdssted for sørøvere (med Margrethe I's mere eller mindre officielle støtte). Senere anvendte bornholmske, skånske og tyske fiskere  øerne som sommerfiskeplads og det nævnes at de også har været anvendt til sommergræsning for kreaturer fra Gudhjem.

Efter det endelige tab af Skåne 1660 opstod tanken om at befæste øerne.  
Efter flere undersøgelser og planer (1662, 1680, 1683) befalede Christian V den 26. januar 1684 at iværksætte den seneste befæstelsesplan. 
I juni lagdes grundstenen til det store tårn på hovedøen og i maj 1685 til tårnet på Frederiksø. 

Foruden tårnene anlagdes batterier ved indløbene til havnen, magasiner og kaserner opførtes, ligesom der anlagdes cisterner til opsamling af regnvand - her udnyttede man hullerne efter brydning af granitsten til bastioner og fæstningsmure.  
 

Jord overførtes til øerne fra Bornholm og der anlagdes haver og plantedes træer. Træplantningerne midt på  øen er fra 1771; anlagt af kommandant C.H. Stiboldt.  

Havnen var vanskelig at besejle for store skibe og fæstningen var bekostelig og vanskelig at vedligeholde, så efter en ny undersøgelse af fæstningens tilstand i 1851, blev det i 1855 endeligt besluttet at nedlægge den.  

Havn, fyr og lodsvæsen blev dog opretholdt og der var indtil 1863 en lille militærforlægning på øerne.  
Den eneste gang fæstningen måtte udstå et egentligt angreb var den 24. oktober 1808, da den i fem timer blev beskudt af en engelsk flådeafdeling; der blev dog ikke anrettet afgørende skade.

Statsfængsel

Christiansø var tilpas afsides til, at man her kunne anbringe besværlige personer, degraderede militærpersoner og statsfanger. Den mest berømte af disse personer er Dr. Dampe.  

Salmonsens Leksikon og Politikens Danmarks Historie skriver følgende om ham: 

Jacob Jacobsen Dampe, dansk videnskabsmand og politiker; født i  København den 10. jan. 1790, død den 22. dec. 1867.  
Han blev cand. teol. 1809, dr. phil. 1812; 1811-1816 adjunkt ved Slagelse Latinskole og fra 1816 privatlærer i København. Privatlærervirksomheden skrantede efterhånden således at han i 1820 var i  økonomisk nød"  

Han fulgte med naiv interesse og opmærksomhed de politiske bevægelser i Europa. Kampen mellem de legitimistiske og de liberale principper, mellem reaktion og fremskridt som stedse antog en skarpere karakter. Han følte sig overbevist om at bevægelsen også ville forplante sig til Danmark.  
Han ville optræde som politisk agitator og reformator. Han udkastede en plan, der i almindelighed gik ud på sammenkaldelsen af en nationalforsamling, der hvis det gjordes nødvendigt, med anvendelse af militærmagt skulle sætte en konstitutionel regeringsform i stedet for enevælden."  

Politidirektøren i København holdt et vågent  øje med alle potentielt revolutionære bevægelser i hovedstaden og veg ikke tilbage for at spille med fordækte kort. Dampe blev gennem stråmænd lokket til offentligt at fremsætte sine synspunkter gennem oprettelsen af en forening, der skulle  medvirke til planens gennemførelse. 

"...forrådt af en af sine fortrolige blev han fængslet november 1820 og hans papirer konfiskeret. Han blev tiltalt for højforræderi og majestætsforbrydelse og dømtes til døden; straffen blev dog af Frederik VI  ændret til livsvarigt fængsel og forvisning til Christansø.  
Her hensad  han som fange i et tidsrum af 20  år."  

Han var statsfange og ikke forbryder, det betød at hans rent materielle kår var tålelige, ligesom han modtog dagpenge til indkøb af daglige fornødenheder. Han havde en soldat til oppasser, som han kunne tale med, men ellers ikke lejlighed til at omgås eller tale med andre mennesker."  

Christian VIII  åbnede hans fængsel 1840 hvorpå  han indtil 1848 levede i Rønne under polititilsyn. Ifølge den amnesti Frederik VII udstedte ved sin tronbestigelse 1848 fik Dampe fulstændig frihed og tog ophold i København. Som forløber for den konstitutionelle bevægelse i Danmark og som den første martyr for den politiske liberalismes sag oppebar Dampe i dette sidste afsnit af sit liv en  årlig statsunderstøttelse"