dansk

”I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud…..Men videmus nunc in speculum et in aenigmate (: nu ser vi jo i et spejl, i en gåde), og sandheden, inden vi endeligt skuer den, afsløres aldrig på en gang, men kun i fragmenter (og ak, hvor vanskelige de er at tolke) i verdens vildfarelser på en sådan måde, at man må famle sig frem og følge tegnene, selv hvor disse forekommer uklare og som sammenvævede med en vilje, der helt sigter på det onde.” fortælleren, munken Adsos prolog i Umberto Eco: Rosens Navn

Danskfagets hovedområde er – ifølge Undervisningsministeriet – dansk sprog, medier og litteratur, og faget har sit tyngdepunkt i den tætte, intensive tekstlæsning, der forbinder sproglige, historiske og æstetiske synsmåder og forener analyse, fortolkning og oplevelse.

Hvorfor det?

Fordi uddannelsen i lighed med andre ungdomsuddannelser rummer to dimensioner: det studieforberedende element og den almene uddannelse, der bygger videre på folkeskolens niveau. Danskfaget har i denne sammenhæng sin rolle at spille som et fag, der bl.a. sætter fokus på det kulturelle aspekt af virkeligheden og den historiske udvikling. Derfor er læsning, analyse og fortolkning vigtige discipliner i uddannelsen. Men ikke nok med det:

"At leve er at læse

At leve er bl.a. at kunne forholde sig til den mening, som er nedlagt i tingene. At forstå en mening forudsætter en læsning. Det at leve er med andre ord forbundet med det at læse. Denne færdighed i at kunne aflæse virkeligheden er vi gradvis blevet vænnet til gennem opvæksten. Hvis vi ikke var i stand til det, ville vi aldrig kunne begå os socialt. Og jo flere erfaringer vi får, og jo mere træning vi opnår, jo bedre bliver vi til at forstå vores omverden og til at kommunikere med hinanden.” (J. Mogensen, K. Ryg Olsen & O. Ravn: Danskbogen side 15, forlaget systime 1996)

Ifølge citatet her er liv og læsning to sider af samme sag – og det er jo sandt nok på det abstraktionsniveau formuleringerne befinder sig på! Men citatet rummer også den tanke, at læseevnen har det ligesom kroppens muskulatur: den bli’r større af at blive brugt! Jo mere vi læser, jo bedre bliver vi til at forstå både den verden, litteraturen åbner for os, og den virkelighed, der foreligger rundt om os, når vi hæver blikket fra bogens sider.

”Om at læse

Man kan læse litteratur på mange måder og af mange grunde: for at slå tiden ihjel; af dannelsessnobberi (for at kunne tale med om de anerkendte forfattere); for at opnå erotisk ophidselse; eller af lyst til at lære andre tider, steder og mennesker at kende. Den sidste bevæggrund er værdifuldere end de øvrige, men for dem alle gælder det, at opmærksomheden ensidigt bliver rettet imod hvad der siges, uden at man ænser, hvordan det siges – dvs. at det litterære værk blot registreres som stof i stedet for at opleves som kunst. Imidlertid snyder vi os selv ved denne måde at læse på. Et kunstværk er som en organisme, hvor enkelthederne først får deres fulde betydning og funktion som led i helheden. At læse, har man derfor sagt, er at skille og samle: at være lydhør for de enkelte detaljers plads i sammenhængen og vurdere dem ud fra digterværkets enhed. Så oplever vi det på en rigere måde.” (M. Brøndsted & Sv. Møller Kristensen: Danmarks Litteratur side 7, Gyldendal 1963)

Selv om dette citat lyder lidt som en stemme fra en svunden tid, er det slet ikke så tosset endda, hvis man vil have øjnene op for det særlige ved at læse litteratur. Den æstetisk orienterede læsemåde, som citatet drejer sig om, er uundgåelig i faget dansk, hvis sammenhængen imellem oplevelse, analyse og fortolkning skal træde klart frem i arbejdet med tekstlæsningen.

om studieorienteret læsning

Tekster af enhver art er i udpræget grad det materiale, uddannelsen formidles igennem. Derfor er det afgørende vigtigt, at man fra starten bliver fortrolig med de fremgangsmåder og det værktøj, man kan/skal anvende i omgangen med tekster.

Grundlaget for at kunne indkredse hvad det indebærer at arbejde med tekster er naturligvis at få præciseret, hvad materialet består af og hvilken sammenhæng, det indgår i.

Fremmedordbogen foreslår som basisdefinition på begrebet "tekst" bl.a. "et afgrænset sprogligt forløb" og anfører, at "i 1970'erne er tekstbegrebet i undervisning udvidet til at omfatte: billeder, arkitektur, film, tv-avis, radiomontage ..." - og det er i denne brede betydning tekstbegrebet skal opfattes i denne sammenhæng. Med "tekst" menes der med andre ord det udvidede tekstbegreb, således at enhver meddelelse, der består af sprogtegn, falder ind under betegnelsen tekst.

Hertil knytter sig den sammenhæng, teksten indgår i. Denne sammenhæng har ofte - og måske især i forbindelse med undervisning - to dimensioner: den umiddelbare meningssammenhæng, konteksten, og den pædagogiske sammenhæng, hvor tekstens form og indhold er i dialog med andre tekster evt. tematisk eller historisk organiseret afhængig af undervisningsforløbet.

Tekst, kontekst og pædagogisk sammenhæng udgør således rammerne omkring selve arbejdet med teksterne i dansk. Læsning med henblik på tilegnelse af viden og kunnen er derfor en aktivitet, som forudsætter flg. tre elementer:

en fremgangsmåde – noget relevant analyseværktøj – og tid til eftertanke

Nøgleordene til det første punkt er "iagttagelse" og "organisering af iagttagelserne". Det handler om at stille skarpt på tekstens form og indhold og bl.a. via notatteknikker at organisere iagttagelserne i en overskuelig og meningsfyldt orden.

Derefter drejer det sig ikke om at fylde værktøjskassen med alle mulige analytiske redskaber, som faget anvender, men om at gribe netop det værktøj, der er brug for til arbejdet med netop dette materiale. Det kan være indføring i anvendelsen af opslagsværker og ordbøger, elementer i en analysemodel specielt rettet mod den valgte tekstform eller en historisk oversigt eller lignende.

Endelig er pointen, at arbejdet ikke er gjort i det øjeblik, teksten er læst og ordene slået op i ordbogen. Refleksionen mangler stadig. Det er væsentligt, at resultatet af arbejdet med materialet og dets umiddelbare sammenhæng perspektiveres i det omfang, det er muligt, hvis tekstarbejdet skal have et optimalt udbytte.

”Den egentlige verden er dette rum, som jeg kan gå gennem med få skridt. Men det opnår kun sin status som den egentlige verden, i kraft af at det indeholder utallige andre verdner langs sine ydergrænser. Uanset hvilken bog jeg griber og åbner, vil en ny, anderledes verden folde sig ud, på sin vis snæver og begrænset eftersom den må holde sig indenfor bogens vægge, men dog så farveprægtig, befolket af utallige skikkelser, som danser omkring i den, rider og sejler af sted, sørger og håber, alt sammen ud fra den opfattelse at den pågældende verden er den rigtige, den egentlige". Vero i Svend Åge Madsens novelle Kvindens Skaber (1972)