Vi ser billeder, før vi lærer ord. Vi lever i en billedkultur, men vores kulturtradition har prioriteret det verbale sprog højere end det visuelle sprog af årsager, som det vil føre for vidt at komme ind på i denne sammenhæng. Men det indebærer, at det er vigtigt for os at sætte ord på det, vi ser. Eller bedre formuleret: at blive bevidst om, hvad vi ser, når vi ser på billeder. Derfor er billedanalyse og -tolkning en vigtig kompetence at tilegne sig - personligt, fagligt og samfundsmæssigt.
Men lad os indledningsvis præcisere hvad et billede er. En definition kunne lyde: noget set og gengivet. Denne definition er naturligvis ikke indiskutabel, men den er anvendelig som arbejdsdefinition, bl.a. fordi den indeholder et centralt dobbeltaspekt: på den ene side kræver dette
billedbegreb, at billedmageren har set sit motiv - enten i sin ydre omverden eller i sin indre forestillingsverden - og på den anden side at hun/han har skabt et værk, der gengiver og fastholder motivet, så andre også har mulighed for at se det.
Almindeligvis opfatter vi billeder som to-dimensionelle. Billeder er gengivet på en flade, der har en højde og en bredde, fx et maleri eller et fotografi, en tegning eller et grafisk tryk. I faget kalder vi denne form for billeder "billeder i fladen". Men det begreb om billeder vi arbejder med er mere omfattende. Skulpturer, arkitektur og andre objekter af designet karakter er også billeder, men "billeder i rum", fordi de er tre-dimensionelle. Endelig opererer vi med et begreb om "billeder i tid", hvilket vil sige sekventielle billeder, der skal opleves over en tidsperiode eller blot i rækkefølge - fx film, dias, tegneserier, installationskunst m.m.
Når man skal analysere billeder, skal man vælge sine analyseredskaber med tanke for den type "billeder", man står overfor. Værktøjet skal matche opgaven, men man kan alligevel godt opstille en generel oversigt over faserne i ethvert analysearbejde. Den består kort sagt af tre dele:

iagttagelse/beskrivelse - analyse - tolkning.

Iagttagelsen og beskrivelsen af billedet er en umiddelbar registrering af hvad man kan se, hvor det gælder om at have øjnene med sig, så man overser så lidt som muligt. I analysefasen uddyber man sine iagttagelser ved at organisere arbejdet omkring billedets form (det visuelle formsprog,
anvendelsen af relevante, formelle billedelementer) og dets indhold (fortælling, funktion og betydning), og i tolkningen prøver man dels at genskabe billedets enhed, så man kan præcisere, hvad værket drejer sig om og hvordan det drejer, og dels at sætte værket i perspektiv - fx til kunstnerens øvrige produktion, til billedgenren, stilarten, perioden osv. Analysemodeller kan være nyttige hjælpemidler i dette arbejde, men de er og bliver kun "støttepædagoger". De er redskaber i den analytiske
værktøjskasse, men der skal en bevidst hånd til at bruge dem!