Jeg har levet en dag i Ekbátana

Utopierne bevæger sig i to retninger i 1800-tallet. Den ene er den romantiske og personlige drøm om længsel efter en tabt, organisk sammenhæng mellem mennesker og sprog, bevidsthed og virkelighed. Denne tabte fuldkommenhed fandt de romantiske utopister i enkle naturlige mennesker som fremtidsmennesket, barnet, og så i kunsten. Den anden retning er konkret, social-utopiske, forankret i troen på mulige sociale omvæltninger og opstået som følge af industrialismen.

Den franske revolutions 1789-idéer om frihed, lighed og broderskab viste sig hurtigt kun at blive til fordel for borgerskabet. Alle var stadig ikke blevet lige. Derfor ser vi fremkomsten af en række såkaldt politiske utopisk-socialistiske tekster hvis mål ikke blot var politisk og social, men også personlig frihed - herunder ligestilling mellem kønnene og seksuel frihed. Hér drømmes om et samfund, hvor industrien tilhører alle, ejendomsretten er afskaffet, og fabrikker, maskiner og værktøj er på alles hænder. Følgelig er der ingen, der tjener på andres arbejde, og følgelig arbejder alle lystbetonet.

Nogle af de konkrete, visionære forhåbninger om frigørelse fra samtidens begrænsninger og magtforhold opstår inden for byplanlægningen. Den engelske fabriksejer Robert Owen indførte radikale forbedringer i arbejdernes løn, arbejdstid og boligforhold og byggede idealsamfundet "New Lanark" i Skotland. I Frankrig udviklede Charles Fourier sine ideer om et verdenssamfund med udstrakt ligestilling, hvor stammefællesskaber eller storkollektiver har afløst kernefamilien. Et enkelt stort kollektiv - Falanstéren - skulle afløse byen.  Grundlaget i disse stammefællesskaber var autonome enheder baseret på landbrug og småindustri som kooperativer for ca. 400 familier.

Skønt kvinderne sjældent var lige med mændene i tidens litterære utopier, deltog også de i konkrete utopi-diskussioner. Synsvinklen var, at familien er en lige så vigtig del af samfundet som produktionen og politikken. Vigtige repræsentanter for denne opfattelse er den engelske forfatter Mary Wollstonecraft og den franske Flora Tristan, der slog til lyd for bedre uddannelse til kvinderne.

En voldsom kritik mod de utopiske socialister rettede Marx og Engels, som mente, at de grundlæggende sociale vilkår i samfundet måtte ændres før man kunne løse personlig og byplanmæssige forhold. De betragtede utopisternes idéer som "fremtidsmusik spillet på et barns trompet". For dem gjaldt, hvad Marx skriver i sine Teser om Feuerbach (1845): "Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den".

Med Marx' idéer, flugten fra landet til byen under industrialismen i 1800-tallet og de nye teknologiske muligheder intensiceres drømmen om det gode konkrete liv og tillige kritikken af det moderne industrielle samfund. Den engelske forfatter William Morris tematiserer i sin utopiske roman News From Nowhere (1881) idyllen på landet. I hans fremtidsvision, der foregår i det 22. århundrede, smelter mennesket harmonisk sammen med naturen, de enkle menneskelige behov, kærligheden og arbejdsfællesskabet. Hans svar på fremskridtstroen er en nyromantisk dyrkelse af middelalderen og gotikken. Det hedder i denne pastorale utopi, hvor den tabte frihed er genvundet i et fællesskab uden stat, kontrolinstanser og formynderi: "...du har lært, at der endnu er en fredfuld tid, der venter menneskeheden, når herredømme er blevet afløst af fællesskabsfølelse - men ikke før". Med sit landlige paradis - der allerede delvis var foregrebet af den amerikanske filosof og digter Henry David Thoreau i Walden-Livet i skovene fra 1848 - forlader Morris den klassiske utopis rationelt organiserede bykultur og menneskets overherredømme over naturen. Dostoévskijs legende om storinkvisitoren i 5. bog af Brødrene Karamázov fra 1880 kan opfattes som et konkret litterært eksempel på denne desillusion, skabt af kapitalismen og industrialismen. Og i Et latterligt menneskes drøm kontrasteres den usle drøm om et selvstændigt jordisk paradis med kærlighedens mirakuløse forvandlingskraft.

En anderledes, kunstnerisk utopi om sammenhængen mellem individ, bevidsthed, krop, sprog og social virkelighed finder vi i slutningen af 1800-tallet, fremskrevet i selve sproget. Det kan være i nonsens-litteraturen som Alice i Eventyrland, eller tydeligst i 1890ernes litterære symbolisme. Symbolisterne nærer en "laboratorieagtig" optagethed af sproget, der skal udsige det uudsigelige og suggestivt antyde de ovennævnte sammenhænge.

Sophus Claussens radikale utopi består i, at forholdet mellem lyst og realiteter, det personlige, drifterne og arbejdet, det offentlige, ikke nødvendigvis er konfliktfyldt. Frigørelsen af kærligheden kan skabe nye og holdbare arbejdsrelationer, men forudsætningen for det er ne fundamental omorganisering af samfundslivet.

En sådan utopi er digtet Ekbátana - på én gang et suggestivt og musikalsk stykke fortættet poesi og et tematisk forløb om drømmens, drifterne, kærligheden og kunstens ret over for hverdagens og historiens virkelighed. Digtet tematiserer modsætningen mellem en drøm og realiseringen af drømmen.

Forløbet er:

1. Drømmen etableres, og den ydre virkelighed (fornuften, den golde lærdom) sættes op mod den.

2. Drømmens indhold og rum beskrives og hyldes.

3. Jeget når til en erkendelse af det umulige i at virkeliggøre drømmen permanent, kun glimtvis kan den blive til virkelighed.

Drømmen er grundlaget for kærligheden, den erotiske og kunstneriske kraft. Drømmens fylde bliver således det liv i kærligheden og kunsten som i sidste instans overlever historien og døden. Dermed søger digtes jeg at fastholde sammenhængen mellem øjeblik og evighed, mellem individ og gruppe, mellem digtning og dagligdag. Digtets utopi består da i, at selvom kærligheden og den kunstneriske skaberkraft er kortvarig og smertelig, er den jegets egentlig eksistensberettigelse. Claussen søgte gennem det meste af livet at fastholde troen på kunstens skabende kraft, som giver næring til de øvrige eksistentielle livsvilkår.