Se dagens lys

"Hvis du vil have et billede af fremtiden, så forestil dig en støvle, der tramper på et menneskes ansigt - i evighed", skriver Georg Orwell i dystopien 1984. Og efter 2. verdenskrig afløses de tidligere utopiske forestillinger om mennesket i balance med sine omgivelser i en fornuftig og social orden af den kolde krig og angsten for atombomben. Frygten for mennesket som en masse af ensartede, tilpassede individer og for den undertrykkende magt bliver mere og mere usynliggjort, fx. af den kommercielle kulturindustri, hvilket resulterer i en afmægtig fremmedgørelse.

Den modernistiske skrivemåde, som allerede i mellemkrigstiden var normen i Europa, slog først for alvor igennem i Danmark efter 1945. Den er en fællesbetegnelse for tendenser i litteraturen og kunsten, som engagerer sig i det moderne, forstået som storbyens stemninger, industrialismens fremmedgørelse og psykologiens afdækning af sjælelivet. Modernisterne beskriver den moderne splittede og kaotiske virkelighed - angsten, ensomheden, kontakt- og identitetsløsheden - i et ofte radikalt eksperimenterende formsprog.

Den engelske forfatter forfatter William Godings Fluernes Herre (1954) er en moderne dystopisk udgave af Robinson Crusoe-historien. En gruppe engelske skoledrenge mellem 6 og 15 år strander under en atomkrig på en øde ø, og romanen skildrer et civiliseret, demokratisk samfunds sammenbrud og forvandling til en voldsdyrkende, autoritær og primitiv krigerstamme. Når den tynde kulturfernis skraldes af, bliver mennesket et vilddyr.

Ray Bradbury er en af tidens store, amerikanske science fiction-forfatter. I 1953 udkommer dystopien Fahrenheit 451, hvis titel hentyder til den temperatur, ved hvilken papir antændes og bryder i brand. Ulig Huxleys Fagre nye verden, hvor den teknologiske udvikling er grundlaget for de sociale forandringer, er selve grundlaget hér socialt: store menneskegruppers holdninger og handlinger. Bogens hovedperson, brandmanden Montag, kommer en dag i tvivl om det gode i den fagre nye verden, han lever i, hvor det er forbudt at eje og læse bøger. Efter en dramatisk flugt slipper Montag ud i skovene omkring byen, og her møder han andre mennesker, der vandrer omkring og citerer fra verdenslitteraturens mesterværker, for at denne udødelige litteratur ikke skal gå til grunde.

Et storstilet forsøg på en moderne skabelsesberetning er Inger Christensens digtsamling Det (1967), hvor "det" både er "det hele" (sproget, verden, samfundet) og et ord, et demonstrativt pronomen. Det er en bog om mennesket i ordets og virkelighedens verden. Digtet "Et samfund ..." er en utopi mod magtens verdensorden, der gør menneskene fremmede for hinanden og så forstenede, at den eneste udvej er at bygge en by, der skal være "blød som en krop".

Med ungdoms- og studenteroprøret i 1960erne dukker der en ny utopitænkning op. I 1968 havde de parisiske studenter skrevet på universitetets mure: "Al magt til fantasien", og i Danmark slår denne venstreorienterede modoffentlighed ud i et oprør mod såvel det kapitalistiske system som velfærdsstatens forbrugerisme. I 70erne får utopitænkningen konkrete udtryk i en række græsrodsbevægelser. I disse sættes et idealsamfund op omkring menneskelighed, tolerance, decentralisering og solidaritet hvor mennesker bor, arbejder og fungerer i mindre kollektive enheder, og hvor livssammenhænge ikke - som i det borgerlige samfund - er splittet op i forskellige sfærer: privat og offentlig, arbejde og fritid, kunst og politik osv.. Desuden får ungdommen nu sin egn særlige (sub)kultur med tøj, rockmusik, elektroniske medier, seksuel frigørelse osv..

Et samlet udtryk for disse bestræbelser er Henning Kløvedal Prins og Ebbe Kløvedal Reichs Langelands-manifestet - en skitse til Danmark fra 1972. Heri opstilles syv krav:

1. Retten til rene, naturlige omgivelser.

2. Retten til fælleseje af jord og produktionsmidler.

3. Retten til et tæt, menneskeligt fællesskab.

4. Retten til rådighed over egen arbejdskraft.

5. Retten til fri undervisning.

6. Retten til fri kommunikation.

7. Retten til fri færdsel.

Sven Holms Min elskede - en skabelonroman (1968) er en fremtidsvision med en skitse til en helt ny livsform, hvor alle muligheder for at opnå en varig lykketilstand er til stede. Det er en storbyskildring med mange brudstykkeagtige billeder eller skabeloner af forkrøblede eksistenser og samværsformer, hvor fantastisk og realisme, ironi og grotesk komik, og lyrik og dramatik veksler. Romanen er en blanding af utopi og dystopi, og den slutter med et dobbelttydigt svar på spørgsmålet, om forfatteren selv tror på sin utopi: "Ikke fuldt og fast. Det er et forslag, omen det er alvorligt nok". Utopien er således kortvarig, men alligevel et korrektiv.

En række feministiske utopier kom i 70erne. Her er der tale om særlige kvindelige idealsamfund, matriarkater, koblet med angsten for atomkraft, forurening og ressourcespild. Til forskel fra mange tidligere utopier er de feministiske ofte mere realistiske, forstået således at der er dynamiske, viser samfund og individer i bevægelser, som en proces med indbyggede konflikter. Her skal nævnes Joanna Russ' Kvindemennesket (1975), Marge Piercys Kvinde ved tidens rand (1976), Vonda McIntyres Den hellige gift (1978) samt Magaret Atwoods dystopi Tjenerindens fortællinger (1985). Ursula Le Guins De udstødte (1974) er en politisk fabel om to grundlæggende forskellige samfund: den frodige og rige planet Urras og den visnende og fattige Annares. Den første er kapitalistisk, den anden anarkistisk.

Den norske, kvindelige forfatter Gerd Brantenbergs Egalias døtre (1977) skal ses i denne sammenhæng, med dens matriarkat og totale omvending af kønsrollesystemet og magten. Og i Danmark udtrykker Marianne Larsens utopier drømmen om et fællesskab hinsides angsten, ensomheden og isolationen.

Den italienske forfatter Italo Calvino beskriver i De usynlige Byer (1977) utopiske byer som alternativer til kæmpebyer som Los Angeles og Kyoto-Osaka, centrumløse byer uden begyndelse og slutning. Romanen er en dialog mellem eventyret Maco Polo og den kinesiske Kublai Khan. Marco Polo fortæller om alle byerne i kejserens rige, som han har besøgt. Og de fremstår ikke som virkelige byer, men som billeder på menneskenes drømme og mareridt. Byerne opdeles i to kategorier: de "der gennem årene og forandringerne fortsætter med at give længslen deres form" og de, "hvor længslen enten til sidst udsletter byen eller udslettes af den".

Svend Åge Madsens Se dagens lys (1980), som kan sammenlignes med Tre verdner, skildrer "udskiftningssamfundet" - en dystopisk verden, som tilsyneladende ikke er opdelt mellem de styrende og de styrede, og tilsyneladende ikke regeret af en diktator eller et parti. Her bestemmer masserne gennem datamaskinen "Madam Datam". Arbejde, partner, børn og bolig udskiftes hver dag i dette tilsyneladende perfekte informations- og kommunikationssamfund. Men da den mandlige hovedperson Elef ønsker at tilbringe flere dage og nætter med kvinden Maya, som han har forelsket sig i - og altså ønsker at skabe en sammenhængende livshistorie, der bygger på fastholdelse, erindring og gentagelse - bliver de begge udstødt af samfundet.

1980ernes lyrikere tematiserer både utopierne og dystopierne. For dem handler det knap så meget om at blive lykkelige som om at affinde sig med afmægtigheden. De er optaget af drømmen om jeg-følelse, kropslig sanselighed, storbyen og litteraturen, som bliver fire sider af samme sag. Den ny lyrik leverer gennemgående en kritik af den eksistentielle muligheder de unge tilbyder af det gennemkommercialiserede, udsigtsløse og institutionaliserede samfund. Heroverfor sættes drømmens, nattens, rusens og utopiens verden.

Michael Strunges "Natmaskinen" er et bevidsthedsforløb eller en proces. Her nedbrydes de samfundsmæssigt skabte roller og masker, som sjældent tillader drømme og længsler. Digtet munder ud i en biologisk utopi. De to sidste linjer er, hvad Strunge selv kaldte "fremtidsminder", et håb baseret på mindet om "dengang jorden var hav" og "vi" var encellede organismer. Hele Strunges forfatterskab er spændt op mellem en utopisk og dystopisk dimension.

I østlandene har der været en solid utopisk og dystopisk tradition. I det tidligere østtyskland skrev Stefan Heym Eventyr for kloge børn (1975), Christoph Hein og Günter de Bruyn skrev satiriske udfald mod det folkedemokratiske idealsamfund, og Sarah Kirsch skrev om valget mellem at opgive sig selv eller staten. Den måske betydeligste Christa Wolf, skriver om kvindernes deltagelse i kulturen, fredsbevægelserne og om europæisk identitet som konkrete utopier. For Wolf er kunsten det mest velegnede medie for utopierne: "Digtningen er beslægtet med utopiens væsen, hvilket betyder, at den har en smertelig tilbøjelighed for det absolutte. Menneskenes flertal udholder ikke den højt proklamerede utilfredshed med det reducerede liv, som de selv må affinde sig med".