Al magt til kvinderne og filosofferne

Allerede i Homers Odyssen (ca. 60 f) findes utopiske beskrivelser. I 6. sang, Fajákernes land, fremstilles drømmen om den tabte guldalder, og i 9. sang, Lotos-ædernes ø, skildres en anti-civilisatorisk utopi. Med indtagelsen af narkotiske stoffer henfalder Odyssus' mænd til ren lystopfyldelse og passivitet. Men Odysseus fremstår som den civiliserede rejsende, og han bryder derfor op og rejser hjem til Ithaka - den realistiske verden, han hører til i.

Aristofanes's satiriske komedie; Al magt til kvinderne blev opført på Dionysosteatret i Athen o. 392 fvt. Kvindernes rolle i det klassiske Grækenland var ikke misundelsesværdig: Ingen uddannelsesmuligheder, ingen stemmeret, ingen deltagelse i det offentlige demokratiske liv. Kvinderne var pr. definition umyndige. Dagligdagen gik mede at søre for børnene og føre opsyn med husholdningen. Så når Aristofanes foreslår "al magt til kvinden", er det komedieforfatteren, der vender tingene på hovedet for at opnå en humoristisk effekt. Ligestilling mellem kønnene og kvinder som ledere var i den græske bystat en umulig tanke.

Utopierne i det gamle Grækenland starter med idéen om den lykkelige bystat, polis (en sammenslutning af landsbyer med et fælleshus). Både Aristofanes' komedie og filosoffen Platons Staten er skrevet i en desillusioneret forfaldstid efter Athens nederlag til Sparta i 404 fvt. Det atheniensiske demokrati er ved at gå i opløsning, og Athen er færdig som stormagt.

Platons er den første, der leverer en systematisk skildring af idealstaten, idet Staten omhandler både hverdagsliv og religion og filosofi. Platons version er en stat uden forandringer, en statisk stat. Hans retningsgivende utopi opererer med tre områder i sjælen og staten. Sjælen er sammensat af fornuft/tanke, mod/vilje og begær/drifter. Deres fysiske placering er henholdsvis hovedet, brystet og maven. Staten er sammensat af tre klasser, hver med sin bestemt funktion, og hver klasse skal udføre sine opgaver til gavn for helheden, dvs. staten. Disse tre klasser i samfundet, som svarer til sjælens tre områder, er lederne eller vogterne, dvs. filosofferne, soldaterne eller hjælperne og funktionærerne samt endelig producenterne, dvs. arbejderne og købmændene. Staten skal være retfærdig indrettet med fire dyder: Visdom, som udøves af lederne, der er styret af det godes idé, og hverken har privat ejendomsret og familieliv. Tapperhed, som udøves af soldater og funktionærer med kun lidt privat ejendomsret og familieliv, samt mådehold og retfærdighed, som skal udøves af alle. Platon skitserer således en stat, hvor alt og alle har sin nøje definerede plads i arbejdsdelingen, måske et forsøg på at gå imod opløsningstendenserne i det atheniensiske demokrati.

Idéen om magtens tredeling genfindes hos den franske oplysningsfilosof Montesquieu, som skelner mellem den lovgivende, dømmende og udøvende magt (hos Platon filosofferne, de folkevalgte og vogterne) og er grundlaget for parlamentarismen.