Utopia tur/retur

Tidsrummet 1500-1800 rummer mange begejstrede utopier. Det er Columbus' opdagelse af Amerika, som sætter gang i drømmene om ukendte ideallande med store guldskatte, Eldoradoer. Udforskningen af andre, fremmede verdner i Afrika og Østen var ligeledes medvirkende til, at de geografiske verdensbillede ændredes: Fra et geocentrisk til et heliocentrisk, dvs. solen og ikke længere jorden står i centrum. Mange udvandrer fra Europa, bla. for at undgå religionsforfølgelser og enevældens undertrykkelse i 1600 - og 1700 tallet.

I begyndelsen af renæssancen, 1500 tallet, fandtes der i Europa en lille lærd, intellektuel elite, der blev betydelige repræsentanter for humanismen. Humanismen er den nyorientering i europæiske åndsliv, der - i modstrid med den dogmatiske katolske kirke - søger et nyt ideal: Personlighedens frie udfoldelse og en kultur på et rent menneskeligt grundlag. Bredt kan man sige, at humanismen er en livsanskuelse præget af harmoni, helhedsforståelse og medmenneskelighed, som bygger på en samfundsbegrundet moral. Nogle af de kendteste humanister er den tyske filosof Nicolaus Cusanus, de franske Guillaume Budé, François Rabelais og Michel de Montaigne, det italienske multi-geni Leonardo da Vinci, den måske betydeligste, hollænderen Erasmus af Rotterdam, og den engelske forfatter og statsmand Thomas More. Fælles for disse mellem- og nordeuropæiske humanister var, at de havde et tilhørsforhold til de politiske magthavere som diplomater og rådgivere. Desuden tog de alle afstand fra spekulativ tænkning og slog til lyd for en empirisk tænkemåde - at se oplevelsesformer, livssammenhænge og adfærdsmønstre som baseret på erfaring og fornuft. Et tredje fællestræk er pacifismen og tolerancen som et grundlæggende synspunkt. Udbredelsen af humanismens tanker kunne finde sted pga. den epokegørende opfindelse af bogtrykkerkunsten.

Renæssancens utopiske byplanlægning havde to formål: På den ene side at skabe et billede af den ideale stat, og på den anden side at give det et praktisk konkret udtryk gennem selve planlægningen og opbygningen af idealbyer. Byen og det enkelte hus skulle være både utopi, kunstværk, levende organisme og magtfaktor. Fx var paladset i Urbino i Norditalien både hus og stat, og idealbyen kunne både huse et samfund og udgøre et æstetisk, eksemplarisk bygningsværk.

Forudsætningerne for Thomas Mores Utopia (1516) er både litterære, nemlig myter og sagn om guldalderen, satirer over disse, samt Platons værker, og humanismen i Mores egen samtid.

Romanen Om den bedste statsforfatning og om den nye ø UTOPIA er en dialog mellem to forskellige grundholdninger. 1. del indeholder voldsomme angreb på samtidens engelske samfund, især dets forvaltning af retfærdighed og straf. 2. del er inspireret af Mores gode ven Erasmus af Rotterdam, og det er den utopiske del. Her beretter fortælleren, den portugisiske sømand Raphael Hythlodeus, i en lang monolog om det nye ur-kommunistiske Utopia, som han har besøgt på en rejse. Og læseren blier til stadighed belært om, hvordan moderne samfund - ved at følge utopiernes skikke - kunne være.

Ser vi på romanen i forhold til den utopiske genremodel, er forholdet:

1. Referencen fra den opdigtede til den faktiske virkelighed etableres gennem henvisninger til samtidens kendte forhold og personer (nye handelsaftaler i Nederlandene i 1515, Amerigo Vespuccis opdagelsesrejser etc.) Desuden bidrager de mange indledende breve fra og til Thomas More til en illusion om dokumentarisme, som henvisning til en "virkelig" verden.

2. Det eventyrlige element er ikke fremtrædende. Vi hører kun om rejsen til eventyrøen Utopia samt om forskellige fremmede folkeslag.

3. Statsbeskrivelsen i 2. del er en systematisk gennemgang af ideallandets politiske, økonomiske, sociale og personlige forhold.

4. Kritikken og satiren findes direkte i 1. del og indirekte i 2. del. De nye friheds- og lighedsdrømme er rettet mod samtidens stands- eller klassesamfund.

5. Personerne er talerør for idéer og ikke levende mennesker af kød og blod - de er uden personlige konflikter, gennemløber ingen psykologisk udvikling. Desuden kan man sige, at Thomas More ikke entydigt giver sig til kende. Begivenhederne opleves gennem fortælleren Raphael Hythlodeus, men refereres af forfatteren More. Således afsluttes - og måske med ironiske distance til det fortalte - romanens 2. del med en skeptiske kommentar til dette idealland: "Mens han (RH) talte, kom jeg (TM) i tanker om ikke så få indvendinger mod det jeg hørte om Utopiernes sæder og love og som forekom mig ganske urimeligt ...".

De vigtigste begreber i utopiernes livsopfattelse er fornuft og lykke. Den kunne kaldes stoisk og og epikuræisk, eller ligevægtig og nydelsessyg. Utopierne sætter lykken højest, men enhver udfoldelse af glæde, fornøjelse og lykke skal finde sted i fornuftens regi. Ideallandets etik opstiller tre principper. For det første er alle lige, hvorfor der også skal være fælles ejendomsret, ligelig fordeling af samfundsgoderne, ingen arbejds- og klassedeling. For det andet viser princippet næstekærlighed og humanitet sig i omsorgen for syge og gamle, foragten for vold og respekten for andres meninger. Endelig er det nyttige og den nyttige borger er grundlæggende princip i Utopia.

Landets demokratiske forfatning udøves i undervisning og opdragelse, udformning af enkle love, en fornuftig retspleje, en rimelig strafferet og en fredelig udenrigspolitik. Ulykkerne i de faktiske samfund, siger More, skyldes grundlæggende den private ejendomsret og har som resultat magthavernes dumhed, som atter fører til samfundsmæssige uretfærdigheder, der ingen resulterer i asociale tilstande og ulykkelige mennesker. Afgørende er måden, samfundsværdierne fordeles på, for det er den, der udløser spændingerne mellem udbyttere og udbyttede, undertrykkere og undertrykte.

Dette dydens idealland fremstår ikke helt entydigt. Utopia er også landet med dobbeltmoral og fornuftens tyranni, et land hvor lighedsprincipper kun gælder på magthavernes betingelser - og på mændenes. Al privatejendom og familieliv er ophævet, og før- og udenomsægteskabelig sex straffen. Således fremstiller den første store, europæiske utopiske roman en institutionaliseret euforisk lykketilstand, men samtidig magtens og autoritetens problem: Der er ikke langt fra den ideelle medbestemmelse til den faktiske umyndiggørelse.

Den franske renæssanceforfatter François Rabelais er blevet set i lyset af en folkelig modkultur, karnevalskulturen, der med sine groteske overdrivelser af kroppens funktioner, sin stærkt sanselige og detaljerede seksuelle karakter, og med latteren som våben udfordrer magten og autoriteterne. Denne folkelige modkultur - sat over for kirkens næsten altdominerende autoritære livssammenhænge - er en væsentlig del af Rabelais' 5 bindsværk Gargantua og Pantagruel fra midten af 1500 tallet.

Den måske kendeste utopiske rejseroman fra 1700 tallet er den irsk-engelske forfatter Jonathan Swifts Gullivers rejser. Romanen er en blanding af utopi og dystopi: Spejlsatiren. Den giver sig ud for at være en autentisk rejseskildring, skrevet af den "virkelige" Lemuel Gulliver. Bogen består af fire dele eller rejser, og Gullivers personlige udvikling ses parallelt med rejserne: Hans tro på mennesket svigter gradvist. På sine rejser oplever Gulliver det eventyrlige i form af dværge, kæmper, en flyvende ø, udødelige væsner og talende heste. Romanen rummer forskellige statsbeskrivelser: Samtidens engelske og franske politik (2. rejse, til Brobdingnag), oplysningstidens filosofiske indvirkning på politik (3. rejse, til Laputa mm.), og den utopiske politik (4. rejse, til de talende hestes "houyhnhnmernes" land, (udtales hwi' nims)). Kritikken og satiren i denne 4. del går på Gullivers erkendelse af sig selv som en korrupt "yahoo", et ond, grådigt, tyvagtigt menneskelignende væsen - over for de talende hestes dydige og fornuftige livsstil. Swifts ironi ligger bla. i, at mennesket på hans tid blev opfattet som et "animale rationale", et fornuftsdyr. Men da Gulliver bliver konfronteret med ægte fornuftsdyr, nemlig de talende heste, ser han klart at dette ideal er uopnåeligt.

Selve rejse- og spionlitteraturen kan ses som et resultat af den udvidelse af synsfeltet, der i og efter renæssancen fandt sted inden for næsten alle områder af samfunds- og bevidsthedslivet: Den moderne naturvidenskab grundlægges, den nye empiriske filosofi, der bygger på logiske iagttagelser, fortrænger den spekulative og metafysiske. Fremmede verdensdele koloniseres, og der kommer et vældigt opsving inden for handel og industri, og dermed et nyt, selvbevidst og samfundsengageret borgerskab.

Ludvig Holbergs Niels Klim

Holberg skrev, ligesom Thomas More, sin utopiske roman (1741) på datidens intellektuelle sprog, latin. I den indgår samtidens oplysningsfilosofi, statsteorier, pædagogik, jura mm. - den er altså en slags kultursyntese med en didaktisk grundholdning. Og vejen til europæisk berømmelse lå klar: Bogen udkom i flere oplag, oversattes i løbet af kort tid til 7-8 sprog, og den er foreløbig oversat fire gange til dansk. Også salgsmæssigt blev romanen en succes, selvom den blev angrebet fra to sider i Danmark: Af pietisterne og af en juridisk professor. Selv skriver Holberg: "Bogen satte heele Byen (København) i Bevægelse; man hørde allevegne Snak og mange Fortolkninger helst hos dem, som ikke havde læst Bogen" (Tredie Levnetsbrev, 1743).

Som forudsætninger for sin egne værker nævner Holberg selv i "Forberedelse" til Moralske Tanker (1744) "den bekiendte Engelske Doctor Swift" hvis Gullivers rejser er "en sammenblanding af Skiemt og Lærdom, dog saaledes at det første derudi prædominerer. Udi Klims Underjordiske Rejse ere ogsaa begge Deel, men besyndelig det sidste: THis der indeholdes saa mange Characterer, at man deraf kand forsynes med Materialier til et heelt Moralsk Systema." Holbergs traditionsbevidsthed er tydelig, hvilket fremgår af en række lån og ligheder. Og ligesom han tidligere med komedierne havde søgt at give rollen som en dansk Moliére, så ville han med Niels Klim skabe et dansk modstykke til en europæisk rejseroman.

Holberg gør flittigt brug af citater og kommenterer på den måde teksthistorien på den måde teksthistorien. Citat-teknikken fungerer som et litterært alibi over for de kritiske læsere. Og endelig får romanen et humoristisk og ironisk præg i mødet mellem den naive Klim og den lærdom, det vid og den satire, citaterne afspejler. Formålet med Niels Klim er, som med de fleste af Holbergs værker, at oplyse, bringe til fornuft, belære og moralisere.

Niels Klim styrter gennem et hul i jorden ned i jordens indre, hvor han lander på planeten Nazar. Planeten består af mange forskellige samfund, der er befolket med mange mærkelige indbyggere: Træer, strygeinstrumenter, aber. Sæder og skikke er overalt vendt på hovedet i forholdt il Niels Klims liv på jorden.

Romanens struktur er:

1. (Kap. II-VIII) Opholdet i fyrstedømmet Potu (læs bagfra), hvor idealet, hvor godt det kunne være, fremstilles.

2. (Kap. IX) Rejsen omkring Nazar og besøgene i de forskellige enkeltstater, som viser, hvordan det går, når de enkelte idealer ikke ses i sammenhæng.

3. (Kap. X) Rejsen til Firmamentet, hvor overfladiskheden udstilles, og de enkelte sæder og skikke er løsrevet fra deres oprindelige sammenhæng.

4. (Kap. XI) Sejladsen til Vidunderlandene, som er en blanding af godt og skidt.

5. (Kap. XII-XV) Opholdet i Qvama, som er den endelige og endegyldige civilisationskritik. Læseren præsenteres for skræmmebilleder, der viser, hvor galt det går, når samfundet styres af egoister, ufornuftige, magtsyge og forfængelige mennesker. Yderligere er der en pointe i, at de to første steder er befolket med træer, de følgende to med dyr, og det femte med mennesker. Hér skaber Niels Klim sit "femte Monarkie", men bruger, hvad han tidligere har lært, så overfladisk, uforstandigt og magtbegærligt, at det fører til storhedsvanvid og katastrofe.

Ser vi nu på romanen i forhold til den utopiske genremodel, er forholdet dette:

1. Referencen fra den opdigtede til den faktiske virkelighed etableres gennem selve afsættet fra virkeligheden, altså faldet gennem hullet ned i den underjordiske verden. Desuden er der udgiveren Abelins fortale og omtale af Klims sønner, som foranlediger nogle vidner til at udgive en "autentisk Attest" for de læsere, der måtte drage historiens sandhed i tvivl. Formålet er naturligvis at forlene jegfortælleren Niels Klim med den størst mulige troværdighed og samtidig at distancere den ansvarlige forfatter fra selve beretningen - af sikkerhedsmæssige grunde i et enevældigt land med censur og begrænset ytringsfrihed.

2. Det eventyrlige kommer til udtryk i den måde, den underjordiske verden, "Subterraneum", er befolket på: Træerne og de talende dyr - de anderledes, overdrevne og karikerede fantasifigurer.

3. Statsbeskrivelsen gennemtrænger romanen med dens systematiske og detaljerede beskrivelser af politiske, økonomiske, sociale og menneskelige forhold, fx i afsnittet om "Potuanernes Statforfatning" (kap. VII).

4. Kritikken og satiren er til stede overalt i romanen. Den rammer samtidens (u)oplyste enevoldssystemer, dens politiske og sociale forhold: Intolerancen, fanatismen, fordommene.

5. Personerne er "flade" figurer. Niels Klim er en fantasiløs person i en fantastisk ramme. Han forbliver den naive, fordomsfulde og overfladiske rejsende, som først, da han er hjemme igen i Bergen, når til selverkendelse.

I oplysningstiden taler man om det naturlige lys (fornuften), den naturlige religion (deismen) og om naturretten, som bla. hævdede, at alle er født lige og rummer en fornuftens kerne bag skallen. Denne filosofiske optimisme er det, som beskrives i Potu-afsnittene. Holbergs roman er således en begejstret og lysende vision om ideallandet - som jo ikke kunne realiseres, fordi 1700 tallet var fattigt på sociale og politiske forbedringer.